Site icon Out & About

Mænd i strid modvind

”Far og søn i konflikt i teaterstykket Når Vinden Vender”
Foto: MingoPhoto

Herning Teater er på turné med en aktuel forestilling om manderollen. Tre generationer af mænd får luftet deres problemer med uddannelse, karriere, kvinder, og manderollen dissekeres i forhold til matriarkatets dominans.

Far og søn mødes hjemme hos farfar for at hjælpe ham med at hugge brænde, men den store bunke af brændeknuder overgås af den endnu større bunke af familiære og personlige konflikter. De tre generationer af mænd kæmper på hver sit plan med modvind i livet.

Knudemanden, der ikke vil tale om tingene

Farfaren repræsenterer en generation, der ikke talte om tingene, men som bed tænderne sammen og måske drak en tand for meget. Her i stykket mesterligt spillet af Bjarne Henriksen, der udover at spille for Herning Ny Teater, også sidder i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Bjarne Henriksen nærmest ejer scenen, når han står solidt plantet med sin økse. Det virker, som om intet kan slå ham ud af kurs, og at han gør, som det passer ham. Men under overfladen lurer usikkerhed og skam.

Den konfliktsky mand, der bare bøjer af

Faren, meget troværdigt spillet af Paw Henriksen, har netop tabt en ”beauty contest”, hvor et topjob gik til en yngre kvinde, selvom faren havde arbejdet loyalt og længe for at få posten. Havde hun bedre kompetencer eller var det diskrimination mod mænd? Ligestilling og diskrimination bliver således centrale temaer i forestillingen. For hvem har ikke stået i en situation, hvor en anden har fået et job?

Jeg har selv prøvet at miste et censorjob, fordi ministeriet forlangte flere kvindelige censorer, hvorefter censorforpersonen fjernede 25% af de mandlige censorer og udskiftede dem med kvindelige censorer. Er det virkeligt lovligt, tænkte jeg dengang, men orkede ikke at klage til Ligestillingsnævnet. Og dermed være lige så krysteragtig, som faren i forestillingen, der blot accepterer de nye vinde.

Den vrede, unge mand, der ikke finder sig i noget

Sønnen er til oprør mod kvindedominans, og bestemt ikke i humør til at lade faren blive ydmyget af det, der i hans øjne er åbenlys diskrimination mod mænd. Det er mit indtryk, at han derved repræsenterer mange unge mænd, som er træt af at blive syltet ind i bløde værdier og kvinders cherry-picking i ligestillingen.

Sønnen blev spillet med dejlig stor vrede af Thor Støvelbæk, et lovende talent, der netop har debuteret som skuespiller. Til københavnerpremieren på ”Når vinden vender” havde han inviteret sin onkel, Mads Mikkelsen, med, hvilket unægtelig dryssede lidt stjernestøv udover Teater V i Valby på en onsdag aften.

Fra medvind til modvind

Samlet set har Herning Ny Teater med Thomas Markmann sat et spændende og dramatisk emne på plakaten. Stykket har også sin egen dramatik, som på kun 75 minutter skal nå sit klimaks. Den korte tid gør, at vi kommer lidt hovedkulds ind i konflikterne, der i starten godt kan virke lidt overgjorte. Og uden at afsløre plottet, så ville jeg nok have undværet epilogen, og i stedet lade stykket ende med det dramatiske højdepunkt.

”Når vinden vender” er en tidsaktuel forestilling om manderollen, velskrevet og velspillet, og så absolut et teaterbesøg værd. Forestillingen kræver stærke kræfter på scenen, og det leveres der heldigvis på i den aktuelle opsætning.

Om

Dramatiker: Thomas Markmann

Instruktør: Simon Boberg

Medvirkende: Bjarne Henriksen, Paw Henriksen og Thor Støvelbæk (alternativt Casper Kjær i enkelte turnéopsætninger)

Sted: Teater V, Porcelænstorvet 4 i Valby og og på Teatret Svalegangen i Aarhus

Spilleperiode: Frem til 7. november 2026

Varighed: 75 minutter uden pause

Billetkøb: Der er udsolgt til alle forestillinger i Aarhus

Exit mobile version