Site icon Out & About

Mårslets allerførste Pride – Din nabo er queer!

Mårslet set fra oven. Aarhus Kommune.

Syd for Aarhus ligger Mårslet. Glem alt om, at farverige optog kun hører storbyen til. For på lørdag bliver den lille forstads rolige villaveje for en stund skiftet ud med regnbuens farver og mangfoldige liv til byens allerførste Pride.

Hvis du troede, at Mårslet kun handlede om ligusterhække, letbane-pendling og fodbold på Aura Park, så tro om igen! For på lørdag den 29. august skriver den sydlige Aarhus forstad historie, når den allerførste Mårslet Pride løber af stablen.

Din nabo er queer

Hvad der startede som en fiks ide mellem to roommates, bliver nu til virkelighed med et farverigt optog, der starter ved SuperBrugsen og efterfølgende havefest.

Det er lokalt, og med hyggen i fokus.

”Vi fik idéen allerede da vi flyttede herud sidste år. En del af det var at det kunne være sjovt, men vi ville også gerne bidrage til det meget levende miljø der er i Mårslet. Der sker så mange ting i byen, og vi vil gerne byde ind med noget af det, der er vigtigt og sjovt for os. Desuden ville vi gerne vise Mårslet, at der er queer-folk alle steder”, fortæller Malene Vinter Søndergaard, der sammen med sin roommate Laura Feline er arrangørerne bag. Det hele med hjælp fra venner og familie, samt lokalmiljøet.

”Mårslet er en meget åben og velkommende by, vi har aldrig følt os uvelkomne eller diskriminerede, men jeg tror godt man kan glemme at queer personer ikke bare er sådan nogle, der bor inde i byen og kommer frem når der er Pride. Det er jo også os man hilser på i køen i Brugsen eller træner med i fitness. Derfor har vi også lavet et stort banner med teksten ”Din nabo er queer” som en form for motto. Det er godt lige at huske, når man taler om de der LGBT+er eller læser en artikel eller et kommentarspor – husk lige at vi er lige her.”

Gåtur i byen og havehygge

Det hele skydes i gang med fællessang og højt humør foran SuperBrugsen, hvorfra ruten bugter sig gennem byen.

Herefter rykker festen ind i de private rammer på Nymarksvej 11.

Arrangørerne forvandler haven til en hyggelig oase, og opfordringen er klar: Smid picnictæppet, klapstolene og yndlingssnacksen i trækvognen – og tag naboen under armen.

Program:

12.30-13.00 Vi samles ved Brugsen

13.00-13.15 Velkomsttale v. Line Fogh

13.15-14.30 Optog igennem byen

14.30- 17.30  Ankomst på Nymarksvej 11, 8320, indslag, musik og picnic.

Blandt indslagene er blandt andet bandet Takt og Tone, samt Drag Queen Victoria Agina.

Børnefamilierne i fokus

Mens mange forbinder Pride med dunkende bas og fadøl, har arrangørerne i Mårslet bevidst valgt en helt anden profil. Arrangementet er nemlig fuldstændig alkoholfrit og skræddersyet til børnefamilier.

”Vi drikker ikke selv og kan ikke se nogen grund til det, så det valg var nemt at tage. Vi vil gerne gøre plads til så mange som muligt. Børnefamilier er velkomne, det er unge, gamle og alle dem midtimellem også. Vi ved at der er mange med børn som vælger de større prides fra, og de skal også have et sted at komme. Der er jo mange børnefamilier i Mårslet, så det er også segmentet vi prøver at fange”, lyder det fra Malene Vinter Søndergaard, inden hun fortsætter:

”Vi håber det føltes mere som en havefest end et stort arrangement. Netop fordi vi tænker på vores motto ”din nabo er queer”. Vi håber de afslappede rammer resulterer i afslappede mennesker og ikke mindst møder. Vi håber det netop bliver intimt og giver mulighed for at se hinanden i øjnene og være nærværende. Ikke fordi det ikke findes i andre prides, men fordi det er det vi ønsker skal være centralt hos os.”

Aarhus Pride kan virke uoverskueligt

I er jo ikke langt fra Aarhus Pride, er den ikke nok eller er der brug for et alternativ?

”Aarhus Pride er mega fedt og mere end nok. Vi har også fået hjælp og sparring fra deres bestyrelse og vi er rigtig glade for det samarbejde. Så Mårslet Pride er slet ikke tænkt som et alternativ eller en modpart, men bare som en anden ting. Mårslet Pride kan jo noget andet fordi vi ikke er så mange eller tiltrækker så mange folk. Det er også en mulighed for at være med for nogle af dem der måske syntes Aarhus Pride er lidt for uoverskueligt eller stort.”

Det at mødes og at være nærværende sammen kan noget helt specielt mener folkene bag Mårslet Pride:

”Jeg tror det er en nem tid at blive splittet i. Det er nemt at blive uvenner i den her verden. Både over vigtige og uvigtige ting. Jeg syntes vi skal øve os i at være uenige uden at være uvenner. Og det tror jeg er nemmere at gøre når man møder hinanden og er nærværende sammen. Pride skal mange ting, og en af de ting er at samle folk. Hvad fanden skulle vi samles om, hvis ikke nærværet?”

Nærvær samler i en splittet tid

Det er som skrevet på lørdag at Mårslets allerførste Pride finder sted. Og Marlene, ja, hun glæder sig, skønt der er meget at nå endnu:

”Vi glæder os helt vildt meget. Men der er også mange ting at holde styr på og løse ender der skal samles for at det hele går op. Vi håber på en rigtig hyggelig dag, med glade folk som ikke tager for meget på vej, hvis der er noget som glipper. Men sådan er det heldigvis oftest til Pride.”

Er det her starten på en fast årlig tradition i Mårslet?

”Et ægte politikersvar: nu må vi lige se hvordan det går i år, inden vi laver planer ud i fremtiden. Jeg kan ikke regne ud hvad fremtiden byder på endnu.”

Billeder fra en arbejdsdag hvor der blev lavet banner til Pridedagen. Privatbilleder.

 

Exit mobile version