Det er tidlig morgen i Seoul. Fra en bjergtinde beskuer to elskende flammer, hvordan der oprinder morgenlys fra den rosenfingrende dagning. Alt imens den kvidrende sang fra de første fuglestemmer høres et sted i det fjerne. Kærligheden mellem de to flammer blusser op, da et vindpust får de nyudsprungne blomster på tulipantræerne til at flagre i vinden. Her i dette poetiske øjeblik, hvor storbyens skyline er prydet af det smukkeste lyserøde blomsterhav, spørger den ene af de to, om ikke tiden er inde til at de finder sammen i en evig snerledans? Efter nogen tids stilhed, hvor de to flammer har danset tyst i vinden, svarer den anden, at der er, ikke er noget han heller vil, men at han desværre er hiv-positiv…
Det er en ærlig, sårbar og personlig historie, som sydkoreanske Sang Young Park fortæller i romanen ”Kærlighed i Seoul”. Med en blanding af humor, storslået poetik og en gennemgående samfundskritik, fortæller han om, hvordan det er at leve som queer i et til tider stokkonservativt samfund. Et samfund, hvor mange kampe forsat skal kæmpes, førend retten til at elske frit bliver andet end blot en ønskedrøm.
Gennem romanens fire fortællinger følger vi hovedpersonen Young. Kosmopolitten, forfatterspiren, førsteelskeren, monsieur fatale, partykongen og samfundskritikeren, der febrilsk forsøger at finde sin plads i en heteronormativ verden, hvor queerness forsat er et tabu.
”Hvis besættelse ikke er kærlighed, har jeg aldrig elsket”
Gennem Youngs febrilske identitetssøgen og hans til tider vilde livsførelse på Seouls bonede gulve fornemmer man tydeligt, hvordan han konstant forsøger at takle sin eksistentielle ensomhed. Ensomheden, der bliver en evigt dikterende tilstand, som han uden held forsøger at dulme med alkohol, fester og sex.
I sit følelsesdulmeri møder han en lang række mystiske mænd. Mænd, hvormed han i fællesskab kan udfolde ensomhedens faner i de amorintunge elskovsnætter. I disse nattelige elskovsdanse, er det eneste, som udebliver kærligheden. Kærligheden, der ellers i Youngs romantikerhjerte er en yderst ønsket højbordsgæst. En gæst, som han forgæves forsøger at invitere igen og igen, men som altid ender med at smuldre mellem fingrene på ham.
Denne forgængelige kærlighed beskrives utroligt smukt ved bogens slutning. Her tænker han tilbage på den nytårsaften, hvor han sammen med sin flamme Kyuho forgæves forsøger at sende en kærlighedslanterne op i luften. Desværre når lanternen ikke at flyve længe, førend den brænder lige for øjnene af de to forelskede flammer. Young har i dette øjeblik ønsket sig alt: biler, romandebuter, succes og skønhed. Men da han endeligt skriver Kyuhos navn på det tynde lampepapir er det for sent. Lanternen er gået itu. Og inden længe kommer deres relation til at gøre det samme. Young kan med andre ord få alt, hvad han gerne vil have, lige med undtagelse af det eneste han virkelig ønsker sig.
Moderbånd og samfundskritik
Foruden ensomheden og den svære kærlighed spiller Parks samfundskritik ligeledes en stor rolle i bogen.
Samfundskritikken, der kommer tydeligt frem, når hovedpersonen besøger sin dødssyge mor på hospitalet. Moren, der på trods af sin svækkede tilstand forsat ikke formår at elske og acceptere sin søn, som den han er.
Samfundskritikken, der skinner klarere end en stjernesol, når det beskrives hvordan moren sender den blot 16-årige Young i omvendelsesterapi på et psykiatrisk hospital, efter hun har taget ham i at kysse med en ældre mandlig medstuderende foran sin opgangsdør.
Samfundskritikken, der sætter fokus på juridisk ulighed, når Young flere gange er nødsaget til at opgive uddannelsesmuligheder, karriereambitioner og udlandsrejser på grund af sin tilstand som hiv-smittet.
Samfundskritikken, der beskriver, hvordan det er nærmest umuligt for veninden Jaehee at få en abort.
Ja, det er ganske tydeligt, hvordan romanen fra start til slut fungerer som en samfundskritisk kommentar. En kommentar, der er med til at sætte problemer under debat på en både følsom og humoristisk måde. Udover at sætte lup på de svære kår, der er, når man lever som LGBT+ person i et patriarkalsk, konservativt og hyperreligiøst samfund, er kritikken også en genvej til at lære karaktererne bedre at kende. For det er i bedrivelsen af den konstant præsente kritik, at Young og hans utallige mænd bliver andet og mere end ensomme hungrende sexflammer, der brænder dybt i datingnatten.
Foto: Mikkel Skov
En vigtig roman
Med sin roman om den svære kærlighed i Seoul, har Park begået et vigtigt og vellykket værk. Et værk, der er med til at sætte fokus på livet som queer udenfor den vestlige kultursfære. Samtidigt med det rummer følelser, oplevelser og tilstande vi alle kan relatere til i vores digitaliserede tider. En verden, hvor søgen efter kærlighed og ensomhed ofte går hånd i hånd.
Jeg tror det er meget sundt, at vi i vores vestlige mangfoldighedskuvøser af og til vender blikket ud mod den store verden og indser hvor langt vi er kommet i kampen for at leve og elske frit. Vi har godt af at se, at vores frihed ikke må eller skal tages forgivet. Samt at vi i kampen for frihed og kærlighed ikke blot kæmper for os selv, men også for dem, der ikke har mulighed for at kæmpe sammen med os.
Må denne roman derfor blive en påmindelse om vigtigheden i, at vi kæmper for alt, hvad vi har kært. Selv når kærligheden brænder for øjnene af os og smuldre i vore hænder.
Om ”Kærlighed i Seoul”
Kærlighed i Seoul.
Forfatter: Sang Young Park.
Ude nu på forlaget Korridor.
Dansk oversættelse: Sofie Theilade Nyland Brodersen.
Omslagsdesign: Ida Marie Therkildsen