Johnny Maximillian Jensen er 64 år og bor på Vesterbro i København. Han gik rigtig meget i byen fra slutningen af 1970’erne og frem til begyndelsen af 1990’erne.
”Jeg har reflekteret over mit vilde byliv, som især var fra slutningen af 1970’erne og ind i 1980’erne. Her mistede jeg en stor del af min vennekreds. Jeg levede på godt og ondt et vildt liv med druk og stoffer. Og med sex, sexklubber og med at sove på Bellevue Strand. Jeg tænker, at nogen har holdt hånden over mig, siden jeg stadig er her,” fortæller Johnny Maximillian Jensen med alvor i stemmen til journalisten Bjarne Henrik Lundis i det første af to podcastafsnit om sit liv på Regnbueland. Podcasten er støttet af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune.
Vokset op i Istedgade
Johnny Maximillian Jensen er født og opvokset i Istedgade, hvor han også stadig bor.
”Jeg husker, at der var mange flere og mere forskellige butikker, end der er i dag. Det var et rigtigt arbejderkvarter. Mine forældre bestyrede flere værtshuse, så jeg var meget overladt til mig selv. Jeg oplevede, at Vesterbro var et trygt og godt kvarter. Alle passede sig selv, og alligevel så passede man på hinanden. Og man sagde ’hej’ til hinanden, nå man mødtes. Når jeg ser gamle danske film, så tænker jeg: ’Det er jo ligesom, det var i Istedgade’,” forklarer Johnny Maximillian Jensen.
Mindre fællesskab i dag
Han har kunnet følge med i, hvordan Vesterbro har forandret siden hans barndom i 1960’erne og 1970’erne.
”Vesterbro er meget anderledes i dag. Det er meget multikulturelt, og det kan jeg godt lide. Jeg synes, at det er med til at berige bydelen. Men på den anden side, synes jeg, at vi ikke kommer hinanden så meget ved, som man gjorde før. I dag holder man sig lidt mere for sig selv,” fortæller han.
Plads til alle
I hans hjem kom der mange gæster, og især hans mor åbnede døren for andre.
”Vi havde et meget åbent og gæstfrit hjem, hvor alle var velkomne, og der var ikke noget, der var forkert. Især min mor åbnede vores dør for alt og alle, og det er noget, som jeg har jeg arvet fra hende – sammen med hendes gode humør,” fortæller Johnny Maximillian Jensen med et smil.
Hans mors bedste ven var en mand, der gik i dametøj.
”Det undrede jeg mig ikke over. For min mor sagde altid: ’Kærlighed har ikke noget køn’.”
Det var ord, som han heller aldrig har glemt. Heller ikke den dag, hvor han fandt ud af, at han nok var til fyre.
”Samme aften som jeg blev forlovet med en pige, var jeg sammen med en kammerat og tænkte netop på de ord, som min mor havde sagt: ’Kærlighed har ikke noget køn.’ Jeg ophævede forlovelsen, og en af mine venner sagde, du skal med i byen. Og så oplevede jeg en helt anden verden. Jeg kom med på Madame Arthur i Lavendelstræde i det indre København. For mig var det som Disneyland. Man kunne være præcis, som man ville, og man kunne også klæde sig ud,” husker Johnny Maximillian Jensen.
Vennerne døde af aids
Han andet hjem blev herefter næsten Madame Arthur.
”Vi kom for at have det rigtigt sjovt, danse, leve og være os selv. Jeg mødte rigtig mange spændende menneske der. Der var et par personer, jeg var tæt på, men ellers talte vi ikke om vores inderste tanker og følelser med hinanden. Det gjaldt fest og farver. Vi levede det vilde liv,” mindes Johnny Maximillian Jensen.
Han oplevede, at både venner og bekendte fra Madame Arthur døde af aids i 1980’erne.
”Det gik op for os, at noget forfærdeligt var på vej, og vi læste i aviserne om ’Bøssepesten’. Det var en meget hård periode, og vi gik til begravelser næsten hver uge. Dette satte en frygt i mig, og jeg kom mindre og mindre på Madame Arthur. Jeg begyndte at gå andre steder, for jeg bildte mig ind, at hvis jeg holdt mig væk derfra og i øvrigt passede på mig selv, at så ville der intet ske”, forklarer han.
Mere roligt liv nu
I dag har Johnny Maximillian Jensen en kæreste og lever et andet liv end tidligere.
”Jeg kan godt lide at have det sjovt og feste. Men jeg har også nogle andre værdier, som ikke nødvendigvis skal være vilde,” fortæller Johnny Maximillian Jensen her i det første af to podcastafsnit på Regnbueland.
Læs også: Bo Sørensen: 30 år som hetero i Københavns LGBT+ miljø