
En ruin i to etager, en moonwalkende vagt og en selvvalgt familie i Magasins kælder. Aarhus Teater byder på masser af teatermagi og underholdning i Absalons Hemmelighed, men selvom anden akt løfter niveauet, mangler forestillingen det sidste skud nærvær for at gå helt i hjertet.
Julen er hjerternes og familiernes fest – sådan cirka. Uanset hvordan din familiekonstellation ser ud, kan du lige nu på Aarhus Teater opleve den populære julekalender Absalons Hemmelighed. Det er et moderne juleeventyr om søskendekærlighed, tro og kampen for et mirakel. Knogler, en hurtig som en Ninja vagt, hemmelige breve, en engel med hukommelsestab og en selvvalgt familie i Magasins kælder – det er blandt andet, hvad du bydes på, når du tager familien med ind i det aarhusianske teatermørke.
Absalons Hemmelighed er en af de mere komplekse julekalendere. Med et væld af historiske fakta (hvor flere af dem er fiktive) og en tung underfortælling om en dødssyg lillesøster, tro og engle, er der mange lag at forholde sig til. Det er med andre ord ikke en historie, der er helt ligetil. Aarhus Teater gør forsøget, men helt i mål kommer de ikke med den dramaturgiske pakkeleg.
Jagten på et mirakel
Handlingen udspiller sig i og omkring stormagasinet Magasin i København, hvor den arkæologiinteresserede Cecilie (Marie Boda) bor med sin familie. Hendes far er direktør for stormagasinet, der har en stor juleudstilling med sjældne fund fra en udgravning under bygningen – en udgravning med spor direkte tilbage til Biskop Absalon.
Cecilies lillesøster, Ida, er alvorligt syg, og familien håber på et mirakel. Det håb tændes, da Cecilie møder Hubert (Kevan Nirwan Soliman), en lettere mystisk dreng uden hukommelse, som bor i kælderen. Der går rygter om en særlig Absalons Hemmelighed. Er det mon det mirakel, de har brug for? Jagten går ind.
Sammen begiver de sig ud på en søgen efter svaret. Det fører dem rundt til flere kirker, hjulpet på vej af gamle breve fra Margrete, datter af Kong Valdemar den Store. Cecilies voksne kollega Petra (Amanda Friis Jürgensen) er særdeles nysgerrig og følger deres færd som en skygge. Hun har ikke helt rent mel i posen, og vores skurk er fundet.
Den type historisk skattejagt vækker i øvrigt genklang på DR, der de seneste år har haft stor succes med missionsbaserede børne- og ungeserier som Det Forsvundne Ravkammer, Mysteriet på Bornholm, Mindernes Ø og senest den lokale vikingeskattejagt Aros Skattens Hemmelighed. Udover at det selvfølgelig er en klassisk julekalenderskabelon.
Anden akt løfter niveauet
På Aarhus Teater er de 24 tv-afsnit skåret ned til en 2 timer og 20 minutter lang forestilling. Som publikum skal man have tungen lige i munden og følge godt med, men i det store hele lykkes det at føre os nogenlunde sikkert igennem. Det sker på trods af, at opsætningen dramaturgisk er lidt tung i det, til tider rodet og mangler plads til, at vi for alvor kan mærke det sårbare.
Særligt første akt halter, blandt andet fordi mange ord, begreber og historiske tråde skal på plads fra start. Samtidig er iscenesættelsen ikke helt så flydende som håbet. Jovist er der scenografisk skabt en kreativ kasse, der nemt og snedigt kan åbnes, lukkes og drejes rundt til flere scenarier. Men det gør også, at scenegangen bliver ensformig og en smule afventende.
Replikkerne kunne også godt bruge et ekstra boost i leveringen, hvilket måske indhentes, når forestillingen får spillet sig i form. Teksttydeligheden i det sagte kunne generelt trænge til et nøk opad – noget, der ellers er yderst sjældent at skulle påpege her. Men uanset hvad bliver vi nysgerrige og holder ved.
Og det er godt, for i anden akt bliver det væsentligt bedre. Ikke mindst på grund af ekstra scenografisk scenemagi, der tilfører nye dimensioner, større volumen og en ægte wow-effekt. Når scenegulvet åbner sig, og en ruin i to etager kører op, har teatret sit yngre publikum i sin hule hånd. Vigtigst af alt giver det plads til variation i scenarierne og dermed også i skuespillernes spil.
Skru op for varmen
Bag bearbejdelsen står dramatiker Line Mørkeby, der efterhånden er meget erfaren udi netop denne genre. Hun stod også bag, da Aarhus Teater i 2019 (med genopsætning i 2024) satte Pagten op, og igen i 2023 med Julefeber. Vil man dykke længere ned i det arbejde, kan Aarhus Teaters podcast Bag Kulissen varmt anbefales, hvor hun fortæller om, hvordan man griber så stor en opgave an. Der er dog tydelig genbrug af tanker, greb og form fra tidligere opsætninger, og de har stået skarpere før.
Som medudvikler på koncept og dramatisk struktur, samt instruktør finder vi Line Paulsen.
Det er ikke en forestilling om jul. Så hele den forærede hygge og varme, der ligger deri, kan ikke bruges, og først til sidst kommer julen ind – nærmest som en pligt. Fortællingen om søskendekærligheden i forbindelse med lillesøsterens sygdom er stedet, hvor det nære skal opstå. Det sker i små glimt, og det er rørende.
Man kunne dog have ønsket sig mere følelse i iscenesættelsen, for eksempel at forældrene var mere i spil, og at der blev givet mere rum til, at både vi og rollerne kunne mærke efter og dvæle ved øjeblikkene. Vi får de overordnede følelser, og de går fint ind, men mange ekstra lag forbliver uforløste. Lag, der kunne have givet en helt særlig dybde. Der måtte gerne have været skruet op for varmen og nærheden.
Selvvalgt familie i kælderen
I kælderen under Magasin bor Hubert sammen med de lovløse herrer Frode og Ib. De to sidstnævnte er historiens komiske sidekicks, og Anders Baggesen og Magnus Vagner Johannesen lever fuldt op til opgaven. Som den selvvalgte kælderfamilie skaber de spøjse og morsomme momenter. De giver forestillingen et herligt og tiltrængt skud kulør gennem deres ageren, udklædninger og samspil. De leger levende inden for deres begrænsede rammer, men de kunne sagtens have været sluppet endnu mere fri, så deres fortælling kunne leve endnu bedre.
Francisco Kalle Navarro er et andet frisk pust. Som vagtchef Amir indtager han scenen med en livlig, kropslig energi og kækhed, der giver solide smil og grin ude i salen. De indlagte danse, hvor primært vagterne deltager, er godt tænkt, og her er Navarro også en lille stjerne – ren ninja. I længden bliver dansene dog lidt ensformige og flade, hvilket i høj grad skyldes den enslydende musik.
Man har valgt at skrotte al den originale musik fra tv-julekalenderen og kun taget én sang med, nemlig ”Drømte mig en lille drøm i nat”. Man kan undres en smule over det valg, for tv-serien har for eksempel en glimrende sang til skurken, som ville have fået hendes dansenummer til at skille sig ud med langt mere styrke og farlighed.
Marie Boda som Cecilie og Kevan Nirwan Soliman som Hubert er et kært bekendtskab og har et charmerende spil. Vi får lyst til at følge dem. Fanny Bernth og Anders Zoffmann er som forældrene søde. De gør det alle godt, selvom at stykket ikke lader os komme dybere ind deres karaktere.
Glimtende julesne
Aarhus Teater leverer med Absalons Hemmelighed en ganske udmærket opsætning. Man snubler lidt i de mange historiske tråde, misser nogle af de følelsesmæssige lag, og helheden savner et skud ekstra nærvær. Men man får lidt hjertevarme med hjem, så helt ubemærket går man ikke derfra. Budskabet om, at ting kan ske, hvis blot man tror, at der er håb, står kraftfuldt.
Oplevelsen løftes af overlegen scenografi og skønne komiske indslag, og en omgang skumjulesne giver altid glimrende julestemning, så vi lige akkurat får den med. Det rammer det unge publikum. Dele af historien går måske deres næser forbi, men det ændrer ikke på den levende oplevelse, det er at se et stort teater folde sig ud. Lidt fællessang undervejs er jo altid inddragende og effektiv. De går derfra godt underholdt og imponerede over teatrets magi.
Vi kommer dog ikke udenom, at en mere nærværende iscenesættelse og et strammere manuskript kunne have løftet det hele gevaldigt. Fire lysende stjerner bliver det til. Lad håbet råde.
Bag om forestillingen
Absalons hemmelighed spiller på Aarhus Teater frem til den 20. december 2026.
Historie: Maya Ilsøe. Dramatisering: Line Mørkeby. Iscenesættelse og medudvikler på koncept og dramatisk struktur: Line Paulsen. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Koreografi: Sofie Akerø. Sangen ”Drømte mig en lille drøm”: Kåre Bjerkø. Øvrige kompositioner: Amanda Drew. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Lars Gaarde. Musikere på indspillet musik: Amanda Drew, Ivar Asheim og Clara Overby Drew. Indspillet speak: Clara Sophia Phillipson.
Medvirkende: Marie Boda, Kevan Nirwan Soliman, Amanda Friis Jürgensen, Anders Baggesen, Amanda Drew, Fanny Louise Bernth, Anders Cornelius Zoffmann, Francisco Kalle Navarro, Magnus Vagner Johannesen, Marie Cederdorff Benton, Mille Mandrup Rosendahl og Agnes Bille Veie/Erika Wildfang Flensborg.
