Helle Andersen var sammen med hendes daværende afrikanske mandlige kæreste på hospitalet og blev spurgt, om de ikke ville have en hivtest. Det viste sig, at de begge var smittede med hiv, så deres planer om at få børn, blev ikke til noget.
Dengang var det at få stillet diagnosen hiv, nemlig nærmest lig med en dødsdom.
”Det var en kæmpe omvæltning at få at vide, at vi havde hiv. I det første år sagde vi det heller ikke noget om det til nogen. Vi fik også at vide, at vi indenfor en kort årrække, med stor sandsynlighed skulle dø. Min verden brød fuldstændig sammen, og jeg tror det at opleve at ens tilværelse kan ændre så meget, gjorde, at jeg følte, at jeg på en måde ikke kunne stole på nogen”, fortæller Helle Andersen til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland, som er støttet af Indre by Lokaludvalg i København.
Sammen med andre kvinder med hiv
Hun kom med i en brugergruppe på hospitalet og mødte her en kvindegruppe.
”Det var første gang, at jeg for alvor mødte andre kvinder, der havde hiv. Det var først angstprovokerende at tænke, for var der mon nogen, der ville genkende mig og ville nogle af de andre være meget syge. Men det viste sig, at vi fik en fantastisk fest, og det var en stor glæde for mig at møde andre kvinder, der var i den samme situation”, husker Helle Andersen.
Skabte fællesskab med andre
Fællesskab sammen med andre mænd og kvinder var hun selv med til at skabe i selvhjælpsgruppen Solstrålerne, der holder til hos Kafe Knud i Skindergade i det indre København.
”Solstrålerne eksisterer stadig den dag i dag. I begyndelsen beskæftigede vi os meget med, hvordan vi kunne holde os sunde og styrke vores immunsystem. Vi spiste vegetarmad, lærte om vitaminer og købte nogle ekstra stærke hjem fra USA. Vi lavede makeup-kursus, så hvis man have fået nogle skader, kunne man rette lidt op på det. Vi var den første selvhjælpsgruppe for både mænd og kvinder i hiv-miljøet, og hvor der både kom heteroseksuelle og homoseksuelle. Vi mødes stadig en gang om måneden i Kafe Knud”, fortæller Helle Andersen.
Fik støtte og hjælper nu andre
Hun lægger ikke skjul på, at hun er et foreningsmenneske
”Da jeg havde det allersværest og rakte ud til andre efter hjælp, så var der nogen, der støttede mig. Derfor er det rart i Solstrålerne, at jeg også har kunnet være med til at hjælpe andre, give omsorg og lytte til dem”, forklarer Helle Andersen.
Åben om at have hiv
Det var dog først, da hun kom med i patientorganisationen HIV Danmark, at hun i offentligheden blev åben om, at hun havde hiv.
”Mange af mine venner viste det. Når jeg ikke fortalte det offentligt, så var det fordi, at jeg var bange for at blive behandlet dårligt og møde fordomme fra andre. Dengang var der også stor både uvidenhed og fordomme om hiv og aids. Jeg kan desværre stadig i dag møde fordomme, også fra folk der er ansat i hospitalsvæsenet, og som fx ikke ved, at man ikke smitter andre med hiv, når man er velbehandlet”, forklarer Helle Andersen.
Tæt på at dø
Hun havde været rask i 8 år, men blev meget syg i 1995 og var tæt på at dø. Hendes redning blev kombinationsmedicinen, der kom året efter i 1996. Og ikke mindst støtten fra hendes venner og familie.
”Jeg fik tilbudt behandlingen, og det blev min – og mange andres – redning. Jeg sender derfor en stor tak til de bøsser, der i USA stod frem og kæmpede for, at vi kunne skulle vente på medicinen i et halt år og ikke 8 år, som det ellers var meningen. Ellers ville vi havde været døde ”, fortæller Helle Andersen.
Stadig brug for fællesskab
Hun går ud stadig ud og fortæller rundt omkring om det at leve med hiv.
”Jeg så dengang, at det hjalp, at folk stod frem og kæmpede for deres liv. Jeg har stadig noget af den gnist. Interessen og bevillingerne til hiv faldet, og der er også meget færre, der bliver smittet med hiv i dag. Og man kan leve et nogenlunde godt liv med hiv. Nogle tænker derfor, at de ikke behøver fortælle andre, at de har det. For man ikke længere se, at folk har hiv, og desuden er man velbehandlet. Men det er hårdt psykisk at gå rundt med det alene. Det er derfor også vigtigt at bevare vores fællesskaber og væresteder som fx Kafe Knud, hvor både os gamle i miljøet og dem, der for nylig har fået hiv kan mødes og tale sammen og støtte hinanden ”, understreger Helle Andersen.
