Foto: Institut for Menneskerettigheder / screendump
24 transkønnede aktivister modtog torsdag Menneskerettighedsprisen, der er Institut for Menneskerettigheders hæderspris.
Torsdag var en stor dag for det transkønnede miljø i Danmark, og ikke mindst for de 24 aktivister fra miljøet, som hos Institut for Menneskerettigheder fik overrakt det synlige bevis på den store hæder de er tildelt.
Menneskerettighedsprisen er en hæderspris, der gives til en person, gruppe eller en organisation, som har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark.
I begrundelsen for tildelingen siger Institut for Menneskerettigheder:
”Prisen går til flere end 20 transkønnede aktivister, fordi de har skabt synlighed og debat i Danmark – ikke kun om transkønnedes rettigheder, men også om kønsstereotyper og kønsroller.”
”I samarbejde med det danske civilsamfund har de været med til at få transkønnethed fjernet fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske sygdomme, så transpersoner i Danmark ikke længere skal have en psykiatrisk diagnose for at få adgang til hormoner og operationer.”
Fra 1. januar 2017 er transkønnethed ikke længere er en psykisk sygdom i Danmark, og aktivisterne spiller en stor rolle i den skelsættende beslutning.
Juryen bag Menneskerettighedsprisen har valgt at tildele prisen til følgende personer:
Niels Jansen, Laura Mølgaard Tams, Mark Nielsen, Elias Magnild, Elvin Axel Pedersen-Nielsen, Jonas Sebastian Heilmann, Sandy Lee Mondrup, Linda Thor Pedersen, Tanya Randstoft, Charlie Sigge Hedman, Nat Aske Pan Ravn, Nevan Solagna, Loui Jensen, Vibe Grevsen, Miki Kristiansen, Ro Hamrobot, Alice Minor, Marie Elisabeth Lind Thomsen, Nor Karim, Daniel Hansen, Malene Andreasen, David Zennaro, Charlie Lind-Thomsen og Lai Balsig samt andre, der har valgt at stå frem.
Instituttet for Menneskerettigheder siger endvidere:
”Prismodtagerne har sat ansigt på problemet for de mange transkønnede, der har oplevet modstand i forhold til kønsskifte og behandlingstilbud og synliggjort de urimeligt lange udredningsforløb.
De er stået frem, selv om de har risikeret stigmatisering, afvisning fra familier og hate speech. De har udfordret selve det system, som de er afhængige af for at få behandling.”