Site icon Out & About

Fra glimmer til dyb debat: Redaktørens 5 anbefalinger der viser Pridens store bredde

Programmet til Copenhagen Pride kan virke overvældende og heldigvis for det! Priden rummer nemlig alt fra det festlige og højlydte til det eftertænksomme og politiske. Grib, her kommer fem anbefalinger som måske kan prikke lidt ekstra til din nysgerrighed.

Uanset om du besøger Copenhagen Pride for første gang, eller du er fast inventar og måske ligefrem har været med alle 30 år. Ja, så er programmet en ordentlig mundfuld. Hvor skal man starte og slutte? Vi kan ikke give dig det fulde svar, men Out & About Magasin Redaktør Bjorn Dotzauer kommer her med fem anbefalinger du kan lade dig inspirere af. Det spænder vidt og er netop sammensat specifikt for at vise dig et bredt spektre af årets københavnske Pride, så du kan sammensætte en uge fyldt med både fest, faglighed og fællesskab.

1. Familiepride med Di Di Cancerella og Diana Diamond

Tid: 9. august kl. 12.00–15.00.

Sted: Pride Square – gratis

En Pride-dag i børnehøjde med dragværter, tryllekunst, Eventyrteatret, Nordic Ballet, ansigtsmaling, ballondyr og en ny Family Pride-maskot. Fokus er på familier i alle former, leg, mangfoldighed og fællesskab.

Hvorfor du skal med: “Familiepride viser, at Pride også tilhører børnene og de mange forskellige familier, de vokser op i. Som far deltager jeg hvert år og kan kun varmt anbefale dette arrangement, hvor børnene kan opleve forskellighed og mangfoldighed som noget naturligt, trygt og festligt.”

2. Reclaim din krop

Tid: 10. og 11. august kl. 13.30–23.00.

Sted: Debatteltet på Pride Square – gratis

En fotoudstilling om handicap, krop, seksualitet og intimitet. Ti unge med synlige eller usynlige handicap og deres partnere tager ejerskab over deres kroppe og fortællinger. Publikum kan via QR-koder få adgang til personlige fortællinger i tekst og lyd.

Hvorfor du skal med: “Pride skal også give plads til de kroppe og erfaringer, vi ikke altid ser repræsenteret. Reclaim din krop sætter på en både personlig og vigtig måde fokus på handicap, seksualitet, intimitet og retten til at eje sin egen fortælling.”

3. Forbudt kærlighed under AIDS-krisen

Tid: 10. august kl. 17.00–18.30 og 19.00–20.30.

Sted: Start ved Café Intime på Frederiksberg – gratis

Frederiksberg Stadsarkiv lancerer en lydvandring om det homoseksuelle miljø under AIDS-krisen. Historien tager udgangspunkt i en tid, hvor kærlighed, sygdom, frygt og modstand eksisterede side om side. Historiker og arkivar Kjartan Hansen præsenterer vandringen.

Hvorfor du skal med: “Vi må ikke glemme den del af vores historie, hvor kærlighed, frygt, sygdom og tab eksisterede side om side. Lydvandringen gør historien levende og minder os om de mennesker og fællesskaber, der kæmpede sig gennem AIDS-krisen.”

4. cAnal Tours – Pride fra vandsiden

Tid: 11. – 14. august kl. 16.30–20.30

Sted: Afgang fra Ved Stranden 10 ved Højbro Plads – billetpris 219 kr.

cAnal Tours er efterhånden blevet en af Copenhagen Pride-ugens festlige traditioner. I mere end ti år har båden sejlet gennem Københavns kanaler med glitter, underholdning, humor og kompromisløs synlighed. Det er ikke en traditionel kanalrundfart, men en times flydende Pride-fest midt i byen.

Jeg ( Bjorn) har gennem mange år selv været med på turen, og det er en skøn og helt særlig måde at opleve København på. Her mødes byens smukke kanaler med queer humor, fest og fællesskab.

Hvorfor du skal med: “Jeg har gennem mange år selv været med på cAnal Tours, og det er en skøn og helt særlig måde at opleve København på. Her mødes byens kanaler med queer humor, fest, glitter og fællesskab – præcis som en Pride-oplevelse gerne må.”

5. Åbent hus i SLM Copenhagen

Tid: 13. august kl. 15.00–18.00.

Sted: SLM Copenhagen, Lavendelstræde 17 – gratis.

Bestyrelsesmedlemmer viser rundt og fortæller om klubben, dens historie, fetichmiljøet, kammeratskabet og mulighederne i huset. SLM blev stiftet i 1974 og åbner denne eftermiddag dørene for nysgerrige, der normalt ikke kommer i klubben.

Hvorfor du skal med: “SLM er meget mere end en fetichklub. Det er også et historisk kultursted og et stærkt fællesskab med rødder langt tilbage i vores miljø. Det åbne hus giver en sjælden mulighed for at komme indenfor, møde menneskene bag og blive klogere på et miljø, som mange ellers kun kender gennem forestillinger og fordomme.”

Bjorn Dotzauer til dette års Malmö Pride.
Exit mobile version