Site icon Out & About

Faustisk Faust

Nicolaj Kopernikus og Thomas Hwan imponerer som Faust og Mefisto.
Foto: Zuhal Kocan

Betty Nansen går djævlens ærinde, når forestillingen Faust, med en tegneserieagtig scenografi, mest bare vil underholde og please et dovent publikum, men det gør den så også rigtig godt.

Aldrig kedelig, og meget nutidig og farverig. Måske ikke ligefrem komisk, men med mange sjove optrin og påfund. Ud på baren ligger der klistermærker til bilen eller ladcyklen med teksten: ”Honk, if you like Goethe”. Der er sandelig sat fut i en af de største klassikere.

Der fleste kender historien: Faust vil redde verden, indgår en pagt med djævelen, hvor Faust får al den hjælp, han behøver, så længe han arbejder sig fremad i den gode sags tjeneste. Men han bryder pagten, hvis han forfalder til at fokusere på egen lykke og begær. Og så er helvede løs i bogstavelig forstand.

Det gode ender altid galt

Hver gang Faust forsøger at gøre noget godt, så går det galt. Han vil gerne hjælpe en kejser, der er i nød, og opfinder pengesedler som betalingsmiddel i stedet for guld. Så behøver man ikke grave guldet op, og kejseren kan finansiere sit rige med den nye valuta. Men der går ikke lang tid før kassen igen er tom, alle pengene er brugt, og folket atter gør oprør.

Goethe var selv lidt af en altmuligmand, eksempelvis både maler, videnskabsmand og forfatter, og selv om Faust nok ikke er en selvbiografi, så rummer hovedpersonen mange af de tanker, som Goethe selv tumlede med. Hvorfor er menneskene ikke bedre mod hinanden? Hvorfor begår vi alle nærmest dagligt samtlige 7 dødssynder?

Eksemplerne fra vor tid står i kø. Godhedsindustrien med de mange velgørenhedsorganisationer er grådige på deres sags vegne og ender med at gør ondt værre samtidig med, at de fylder egne lommer.

AI skulle hjælpe os med mange ting, men udgør allerede en trussel i hænderne på de ukyndige eller de forkerte.

Og lige uden foran Betty Nansens hoveddør, på Frederiksberg Allé, drømmer velmenende politikere om at lave en cykelsti, men i deres iver ødelægger de alléens skønhed og den balance, der er i dag.

Hjælp – ring til Faust

Går verden så en bedre tid i møde? Det må de næste generationer vurdere. Os, der lever her i dag, har givet den max gas. Vi har været fri for krige og nydt godt af den såkaldte fredsdividende. Vi har fået billig arbejdskraft fra lande og kulturer, der nu vil os til livs. Globaliseringen har sikret os svinebillige varer fra fjerne fabrikker. Vi har fløjet jorden rundt til lave priser, og efterlader en klimagæld. Og vi har fyldt lommerne med friværdi, så vi kan feste videre. Nu kunne vi godt bruge en Faust til fiske det hele.

Toppræstationer over hele linjen

Thomas Hwan spiller en helt eminent Mefistofeles, der måske, måske ikke lykkedes med at bevise over for Gud, at menneskeheden er korrumperet og nem at lokke i fordærv. Thomas Hwan har et hårdt job, der er mange ligposer, der skal slæbes over scenen, og der skal fejes op efter det mislykkede eksperiment med pengesedler for guld. Men Thomas Hwan gør det stilfuldt, med rank ryg og en klar diktion. En blændende præstation.

Den anden hovedrolle, Dr Faust, spilles sublimt af Nicolaj Kopernikus, som spidsborgeren med alle de politisk korrekte holdninger. Hans godhed udfordres af hans eget begær og andres grådighed. Vi kan som publikum følge Faust i mange af hans beslutninger, men indimellem mangler vi mellemregningerne. Den oprindelige Faust varer 22 timer, så når Betty Nansen kan klare sig med 2 timer inkl pause, så mangler der selvfølgelig noget. Hvorfor er det lige, at Faust lægger an på Gretchen og smadrer hendes liv og familie? Her går det lidt for hurtigt.

Vi skal også nå at rose lydsiden i forestillingen – det buldrer, så sæderne ryster. Hvis det ikke var de manglende kopholdere i sæderne, så kunne vi lige så godt være i biografen.

Den forkortede version af Faust er syndig, men god

Der er mange shortcuts, og jeg forstår godt, at instruktøren Lea Fedida Claussen skærer og klipper, for ellers ville nutidens publikum miste tålmodigheden. Og så er vi fremme ved pointen; at forestillingen er faustisk. Den vil nemlig behage mere end den vil udfordre. Den vil underholde mere end tages seriøst.  Og det gør den rigtig, rigtig godt.

Om forestillingen

Instruktion: Lea Fedida Claussen

Scenografi og kostumedesign: Maya Livingstone

Komponist: Simon Richardt

Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Thomas Hwan, Emma Weyde, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Marina Bouras, Frederik Grundtvig og Simon Mathew

Sted: Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé 57

Spilleperiode: Frem til d. 31. oktober 2026.

Varighed: 2 timer med pause

Billetter og spilletider finder du lige her.

Exit mobile version