Site icon Out & About

“Enten er man en pige eller en dreng”: Sådan endte den ophedede LGBT+ debat i regionsrådet

Der var hed debat om LGBT+ håndbogen, da regionsrådet mandag aften holdt møde om sagen.

Flere fra LGBT+ miljøet fulgte med fra salen, da regionsrådet mandag behandlede den omstridte LGBT+ håndbog. Det blev dagens store debat, hvor køn, ”woke” og patienternes møde med sundhedsvæsenet delte politikerne.

T-shirts med regnbuestriber kunne ses blandt de fremmødte, da Region Syddanmarks politikere mandag nåede til punkt 12 på dagsordenen. Her skulle regionsrådet tage stilling til den LGBT+ håndbog, som de seneste uger har skabt politisk strid i regionen.

Det nuværende udkast blev forkastet. Et borgerligt flertal ønsker i stedet et nyt udkast, hvor administrationen skal tage højde for en række krav. Blandt andet skal kønsneutrale udtryk som ”hen” ud, og flertallet ønsker det slået fast, at der findes to køn.

Spurgte politikerne om det faglige grundlag

Allerede inden debatten havde Theo Kruse, der er transmand og har været med til at udarbejde håndbogen, stillet regionsrådet et spørgsmål. Han ville vide, hvilket sundhedsfagligt eller videnskabeligt grundlag der lå bag flertallets vurdering af, at der kun findes to køn.

Da sagen kom på dagsordenen, svarede regionsrådsformand Bo Libergren fra Venstre:

”Forretningsudvalget har mig bekendt lagt vægt på biologibøger og den undervisning, vi har modtaget.”

Herefter fulgte en lang debat. Mange af regionsrådets medlemmer tog ordet, og uenigheden mellem partierne blev hurtigt tydelig.

Venstre vil have sproget ændret

Pernelle Jensen fra Venstre forsvarede ændringsforslaget og kritiserede blandt andet håndbogens beskrivelse af køn.

”Man kan ikke blive tildelt et køn ved fødslen, som der står i håndbogen. Enten er man en pige eller en dreng,” sagde hun.

Bo Libergren har tidligere forklaret, hvorfor Venstre ønsker ændringer.

”Vi synes, at udgangspunktet er, at der er to køn, og at vi ikke skal have et woke-ideologisk sprogbrug,” har han sagt.

Det borgerlige forslag går dog længere end selve håndbogen. Flertallet ønsker også regionens LGBT+ politik ændret. Ved ombygninger og nybyggeri skal udgangspunktet blandt andet være dame- og herretoiletter. Kønsneutrale toiletter skal alene etableres ud fra praktiske hensyn.

”Jeg skal lige sluge det menneskesyn”

Ordene fra Venstre vakte stærke reaktioner på den anden side af den politiske skillelinje.

Mette With Hagensen fra Socialdemokratiet reagerede direkte på Pernelle Jensens indlæg:

”Jeg skal lige sluge det menneskesyn, som kommer til udtryk der.” sagde hun

Hun fremhævede, at sundhedsvæsenet skal kunne rumme forskellige mennesker.

”Vi skal have et sundhedsvæsen, hvor der er plads til forskellighed, og hvor vi møder mennesker med de behov, de rent faktisk har.”

Også Martin Schmidt Konradsen fra Enhedslisten var tydeligt berørt under debatten. Han fortalte, at sagen også rammer ham og hans familie personligt. Han er selv sammen med en mand.

”Nu bliver resultatet, at håndbogen bliver forkastet. Arbejdet for patienternes tryghed må vige for en debat om ‘woke’ og ‘identitetspolitik’,” sagde han.

To forskellige syn på sagen

Carsten Sørensen fra Danmarksdemokraterne mente omvendt, at de to sider diskuterede ud fra helt forskellige præmisser og næppe ville blive enige.

”Der findes kun to køn. Enten kan man blive gravid, eller også kan man ikke blive gravid,” sagde han.

Debatten kom dermed til at handle om langt mere end et støtteværktøj til medarbejderne. Køn, sprog og hele regionens LGBT+ politik fyldte en stor del af diskussionen.

Det ærgrede blandt andre Annette Blynel fra SF, som pegede på, at håndbogens oprindelige formål forsvinde i den politiske debat.

Medarbejdere efterspurgte konkrete redskaber

Håndbogen kommer ikke ud af ingenting. Regionsrådet vedtog i december 2025 en politik for LGBT+ personers møde med sundhedsvæsenet.

Som en del af den tilhørende handleplan skulle der udvikles materialer, som kunne styrke medarbejdernes viden om LGBT+ personers sundhed og trivsel.

En tværfaglig arbejdsgruppe med medarbejdere fra regionens sygehuse har været med til at udvikle håndbogen. Ifølge regionens sagsfremstilling har medarbejdere efterspurgt konkrete redskaber og større tryghed i sproget, når de møder LGBT+ personer.

 

Et nyt udkast skal på bordet

Det nuværende forslag blev første gang forkastet af et flertal i forretningsudvalget den 5. oktober. Her stemte otte medlemmer for Venstres ændringsforslag og syv imod.

Mindretallet brugte efterfølgende standsningsretten og sendte dermed sagen videre til hele regionsrådet.

Mandagens behandling ændrede ikke på det politiske flertal. Region Syddanmark dropper dog ikke arbejdet med en LGBT+-håndbog. Administrationen skal udarbejde et nyt udkast med de ændringer, som flertallet har krævet.

Dermed er sidste ord om håndbogen næppe sagt.

Exit mobile version