“Vi har brug for så mange fortællinger som muligt: om de sårbare mænd, dem der tør ligge nederst, og dem, der har evnen til at åbne sig, tage imod og vokse af det. Det kan have lige så mange udtryk som der findes liderlige røvhuller, og verden har brug for deres historier.” Med dette manifest tages læserne med på en hæsblæsende rundtur i det berlinske underliv. Af en erfaren guide, der bevidst søger afgrunden for at tilfredsstille sit begær efter masochistisk nydelse. Godt pumpet op af stoffer. Men alt har sin pris.
Jeg kendte intet til Nikolaj Tange Langes (NTL´s) person eller værk. Så min læsning er et jomfrueligt nedslag i nyeste del af et forfatterskab på nu seks bøger. På flappen fremgår, at NTL siden 1907 er bosat i Berlin, hvor han har arbejdet som musiker, DJ, bartender, IT-supporter, kok og pornoskuespiller. Flere af forfatterens tidligere bøger fra den berlinske subkultur har omhandlet BSDM (Bondage, Disciplin, Dominans, Subversion, Sadisme og Masochisme), der blandt en del bøsser dyrkes under indtagelse af særlig fest-stoffer (chemsex). Og denne nye bog følger trop. Men forfatteren er i mellemtiden blevet midaldrende og mere moden. Hvad så nu? “Jeg vil ikke skrive mere om katastrofer uden også at skrive om genopbygningen”, hedder det på bagsiden.
Der er altså masser af særlige oplevelser og indsigt at skrive på. Spørgsmålet er, om disse erfaringer kan formidles litterært og troværdigt i romanform.
Værk og forfatter smelter sammen
NTL kalder sin altdominerende jeg-fortæller for Nikolaj, så læseren kommer i tvivl og pirres af, om det drejer sig om en selvbiografi, når forfatter og hovedpersons navne og liv smelter sammen. Genremæssigt må der være tale om såkaldt autofiktion, hvor elementer fra forfatterens eget liv blandes med opdigtede, fiktive hændelser, men i hvilket forhold vides ikke. Nikolaj skriver, at formålet med bogen er at få styr på sig selv.
Indholdet er en historisk gennemgang af hovedperson Nikolajs samlede karriere i Berlin gennem flere spor: Livsstil (sex og stoffer), møder og samliv med forskellige kærester og endelig skriveprocessen som forfatter. “Min sex, drugs and rock’n’roll memoirer plus kærlighed.”
Den dominerende master
Helt centralt står en ensidig brevskrivning ud i det blå til en forsvundne partner – her blot kaldet “dig”. Den dominerende master, der blev Nikolajs seksuelle læremester. Som oplærte ham i kunsten at være den modtagne part i fisting-praktikker. Der blev hans foretrukne seksuelle disciplin og særkende. “Jeg smelter længere ned over sengen, og mine ben glider længere fra hinanden, helt automatisk, som en voksdukke, der læner sig op ad en radiator…. mens døden tog mig bagfra (blødt som fløjl) som en handskedukke.”
“Dig” former altså Nikolajs krop til at kunne modtage andres hænder og underarme i sin endetarm. Som bruges ikke bare til fornøjelse, men også til at blive filmet og lagt på internettet på særlige fora for fisting-fetichister. Det er også masteren, der lærer ham at tage stoffer med det formål at udnytte effekten til mere voldsom sex. Nikolaj ender med at forlade “dig”, som til sidst ikke kan styre sit forbrug af det farligste af feststofferne T/Tina/Crystal Meth/Methamfetamin. Som han overdoserer og (måske?) dør af. Vi får også smukke portrætter af den sydamerikanske elsker M, der også frister Nikolaj over evne med det særdeles afhængighedsskabende T. Samt af den faste kæreste gennem mange år, den østrigske transmand Flo.
Kinky møder
Brevene til den forsvundne “dig” suppleres kollageagtigt med afsendte e-mails, indflettede rejsebeskrivelser fra skriveseancer i Midtjylland og en turisttur til Island samt et i øvrigt ganske godt essay om analsex i nordisk litteratur til et tidsskrift. Indholdet er altså et lidt rodet kalejdoskop fyldt med engelske og tyske ord, danske stavefejl, dårligt sprog her og der. Desuden citater fra de mange queer-bøger, Nikolaj læser undervejs. Jeg savner straks redaktørens saks til at luge ud og forkorte. Og korrekturlæserens røde pen for at rette fejl og sætte kommaer i op til 25 linjers tekst uden punktummer. Men sådan en korrekthed plager ikke NTL. Al den uperfekthed passer fint til Nikolajs anarkistiske personlighed; værk og forfatter smelter sammen i eget originalt mix.
Flugt fra en normstyret verden
Skrivestilen er lige-ud-af-landevejen med hyper-realistiske gengivelser af Nikolajs kinky møder og forhold til forskellige mænd i sexklubber, barer, hoteller, festivaler og andre events. Men især gengivelser fra private playrooms med fetish-gear, sexlegetøj, kroge, slagredskaber, spanking-bukke, kæder reb, klemmer, tape og alt til faget hørende. Og der spares ikke på mange udpenslede beskrivelser af bunkepul, stofindtagelse, drug-rapes og overdoser. Det er udefra læst en barsk, grum skildring af et hårdt miljø med kuldslåede skæbner prisgivet afhængighed af sex og stoffer. Men indefra blot beskrevet som Nikolajs selvvalgte og lystfulde hverdag. Spædet op med Nikolajs reflekterende tankestrømme om det passerede. “Jeg vil tændes som et bål, slå gnister og brænde. Jeg vil tage i mod og forvandles, tage det i taknemmelighed, sitre stolt, rød og glødende”. … have taget min krop og drive den helt ud til kanten af, hvad den kunne bære, og så sammen – forsigtigt og opmærksomt – skubbe den et lille stykke længere for at udvide det rum.”
Stoffernes formål
Stoffernes formål er at drive Nikolaj så langt væk fra normalverdenen som muligt i op til atten timer ad gangen og blive kneppet af så mange som muligt. “Flygte fra en normstyret verden jeg fik stadig mindre lyst til at passe ind i… En længsel efter uhæmmede forbindelser… en vild og ufiltreret nærhed.”
Der er ingen humor i denne alvorlige bog, men ind i mellem ganske poetiske sprogblomster som: “jeg hægter mig fast i ordenes pels”. Og efter have brækket sig i badekarret efter en forgiftning: “Jeg blev hængende som en våd bademåtte hen over kanten (for klam til så meget som at tørre fødder i),” og “Jeg sad en time sådan (en time der lige så godt kunne have været beton)”.
Nikolaj får hiv, hepatitis C, abekopper og herpes. Hiv ser han som en non-issue. “Nu kunne jeg kneppe lige så tosset jeg ville, fordi “det værste” allerede var sket; “det værste” viste sig ikke at være spor slemt, men bare sætte os fri af frygten. Jeg er stolt af min hiv-diagnose i dag… at bære på noget, der engang var skamfuldt, uden at lade mig tynge af det… være en del af en familie defineret af kultur og livserfaring (af kød), et stykke historie i min krop.” Timelange voldtægter under partneres bevidste bedøvelse af ham slås hen som helt almindeligt, acceptabelt og en del af gamet.
Nikolaj fortryder intet, vil ikke have undværet noget af det, han har været igennem for at skabe sin persona. Han forklarer og forsvarer sin livsstil med queer-ideologi og “kapitalismekritik af vores syge forbrugersamfund. Vi bliver alle udnyttet. Vi er alle afhængige af et eller andet.”
En midaldrende gør status
I sommeren 2024 er Nikolaj 43 år og gør status over det liv, han netop har opsummeret. Stofferne er kommet til at fylde for meget og spærrer for nydelsen. Og han frygter kvaliteten af sex uden stoffer, men prøver. Nikolaj anerkender ikke afhængighed som en sygdom. Han kan ikke se sig selv som en, der går i behandling, Det giver ingen mening for ham at stille sig op i en rundkreds og sige: “I´m an addict”. Nikolaj erkender sin afhængighed med denne definition: Når begær ikke længere fører til nydelse, men bare til mere begær.” Han vil gerne erstatte stofferne med noget andet. Og byggestenene i hans genopbygning består i at dyrke kærligheden, rejser og naturoplevelser.
Er det en læseværdig bog?
Det er ikke svært at indtage en holdning til Nikolajs adfærd og meninger, men det er ikke opgaven her. Snarere at guide læseren til svar spørgsmålet: Er det en læseværdig bog?
NTL har med Nikolaj skabt en kompromisløs, anarkistisk hovedperson. En person, der med åbne øjne tager et eksistentialistisk valg af livsstil og identitet for at undgå kedsomhed, drevet af begær i jagten på nydelse. At Nikolaj ikke kun er en desperado på dødskurs, men også har et queer-ideologisk formål med det, han laver, gør ham til en markant og uafrystelig romanfigur. Læseren kan sidde i sofaens læselys og efter smag og lyst frastødes af Nikolaj, frydes eller gyse over ham eller rive den af til de mange pornografiske skildringer. Det er i hvert fald i hans selskab svært ikke at blive inspireret til at turde vove bare lidt mere i sin egen tilværelse. Nej, IKKE sex på stoffer, bestemt ikke. Det kan kun frarådes at følge denne farlige, sundhedsskadelige vej.
Skrive røven ud af bukserne
NTL kan (også i overført betydning) skrive røven ud af bukserne, ingen tvivl om det: Vi får et betagende indblik i det berlinske underliv, masochistens lyster, et karakterstudie i stofbrugernes rodede liv og den afhængiges besvær med at slippe stofferne. Det er vigtigt og stærkt at få inkluderet autentiske beskrivelser af enernes subkulturelle liv, at få alle seksuelle og kønslige identiteter repræsenteret i litteraturen. Portrætterne af kæresterne er smukke og varierede. Omvendt er rejsebeskrivelsen til Midtjylland for hyggelig, næsten nuttet. Islandsturen er for lang og for alment turistet, de mange bogcitater er trættende afbrydelser, og en romans forventede grand finale fuser helt ud.
Jeg synes, vi bliver snydt for at høre om en vigtig udvikling for en dybt afhængig person. Når fornægtelsen sprækker, og en ny indsigt titter snigende frem og erkender, at tilværelsen gør så ondt, at noget drastisk må gøres. Når tilværelsen kun kan overleves på helt nye betingelser. Hvordan brydes Nikolajs fortrængning? Ved fysisk eller psykisk sammenbrud efter mange års hærværk? Indlæggelse? Selvmordstanker? Krav fra kæresten? Denne svære proces hører vi stort set ikke noget om. At Nikolaj har ramt et nulpunkt, ses kun på titlen. Det er for tyndt og synd og skam (!) for vores hovedperson og for os læsere. At få fortællingen om nedsmeltningen med ville give os en mere helstøbt og troværdig roman. Jeg ville altså have foretrukket mere psykologisk selvindsigt frem de alt for overdoserede porno-skildringer.
Hjælp at hente
Nikolaj skriver selv, at hans primære publikum er folk, der genkender det, han skriver og vil kunne spejle sig i bogen, “det er dem, jeg har mest at give.” Det er jeg enig i, men tak for at læse med. Jeg vil sent glemme denne bog.
Et vigtigt PS: Nikolajs strategier til at bygge sig selv op lyder hippie-agtigt naive. Al erfaring siger skal mere til at slippe mange års sex-og stofafhængighed. Den ellers så fordomsfri Nikolaj vil ikke indse, at der er hjælp at hente udefra. Det er der. I Danmark gennem AIDS-Fondets rådgivning. Så se at komme i professionel behandling, hvis du har problemer med chemsex.
Om:
Nikolaj Tange Lange. My zero. udkommer på forlaget Gladiator.
Roman – 2026.
414 sider.
Udkommer 1. oktober 2026.
