Copenhagen Pride, Danmarks største, har netop afsløret årets program. Det er nu kalenderen skal opdateres med ekstra kulørte, inspirerende og spændende events.
Det kan godt være det har stormet lidt rigeligt omkring Copenhagen Pride i år. Men det ændre ikke på, at der er og bliver en Pride.
Fra den 10-18. august folder et utal af begivenheder sig ud, rundt om i hele byen. Pride sekretariatet, de mange frivillige og samarbejdspartnere, på kryds og tværs, har netop præsenteret det officielle program for Copenhagen Pride Week 2024.
Under temaet “With Pride”, er der events inden for kunst, kultur, menneskerettigheder, sport, drag, livemusik og for første gang – et stort queer-loppemarked.
Det store pulserende pridetorv
Hjertet i Copenhagen Pride er Pride Square på Rådhuspladsen. Det faste holdepunkt for mange.
Her er der hver dag musik og underholdning, boder og barer.
Det hele starter d.10. august kl. 17.00, hvor årets Pride Week skydes i gang med taler, efterfulgt af fællessang og dans.
Mandag og tirsdag vil der være fokus på up´n´coming kunstnere. Onsdag og torsdag er dedikeret til og planlagt af unge.
Fredag er det tid til den legendariske Drag-Night, hvor der plejer at blive skabt den vildeste stemning. Her indtager nogle af landets allerstørste dragartister, store talenter og udenlandske gæster den store scene og leverer et kæmpe show.
Efter endt parade lørdag, er der stor afslutningsfest med blandt andet Grand Prix vinderen SABA og Kiki Club med Ida Core.
Fotoudstilling og menneskerettigheder
I det store telt på Pride Square, kan du besøge Læger uden Grænser og se fotoudstillingen “Where Love Is Illegal” af Robin Hammond. En udstilling, der venligst er stillet til rådighed af organisationen Witness Change og som består af 21 portrætfotos af LGBT+ personer fra forskellige regioner i verden. Ledsaget af billedtekster som beretter om den diskrimination, forfølgelse og fornægtelse af grundlæggende menneskerettigheder, de oplever. Du kan opleve billederne alle dage fra 12-20.00.
I menneskerettighedsteltet vil der hele Pride- perioden være talks, foredrag og debatter. Menneskerettighedsprogrammet samler aktivister og menneskerettighedsforkæmpere fra Armenien, Georgien, Marokko, Libanon, Moldova og Letland med bidrag fra besøgende aktivister fra Ghana og Guyana, hvoraf flere vil mødes med den danske regering under deres ophold i København.
I børnehøjde
Rådhushaven er stedet, hvor man som familie med fordel kan søge hen. Her er der Børne Pride med specielt designet program med aktiviteter, hygge og musik til de mindste.
Uden for haven er der også familievenlige programpunkter. For eksempel inviterer Enghave Kirke til børnegudstjeneste for regnbuebørn, deres familier og venner. Ramona Macho vil fortælle bibelhistorier, synge og danse. Ramona synger salmer, og så fejrer de nadver og tænder lys. Efter gudstjenesten spises der kage og drikkes saft. Det er lørdag den 10. august kl. 14-16.00.
En Pride i form
På Nytorv byder Pan Idræt på tre dage fyldt med idræt og spændende aktiviteter. 14, 15 og 16. August fra kl. 15.00 til 21.00, kan man slå et smut forbi torvet, som er omdannet til Rainbow Sports Square. Her vil du bl.a. kunne opleve Pride Dance, Pride Run, Pride Cup og prøve kræfter med nogle af de over 26 forskellige aktiviteter, som Pan Idræt byder på hele året – også når priden er forbi.
Den store parade
Ingen Pride uden en parade. For mange hænger de to ulastelig sammen. Og bare rolig, selvfølgelig er der også en parade i år.
Copenhagen Pride Parade 2024 finder sted lørdag den 17. august.
Kl. 13.00 er der afgang fra Frederiksberg Rådhus.
Ruten går via Allegade, Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade, Studiestræde og slutter på Vester Voldgade.
Det er blevet en tradition, at Paraden ledes af organisationer, der fejrer jubilæum. Det sker også i år, hvor det er SLM København, der fejrer 50 år, og Pan Idræt og Tegnbuen, der begge fejrer 40 år, der går i front.
De første grupper forventes at ankomme på Rådhuspladsen fra ca. 15.00.
Appen som guideline
Der er meget mere at dykke ned i, end de hovedoverskrifter vi her har nævnt. Der er kanalrundfart, live podcast, film, debatter, talks og et hav af fester.
For at få hele overblikket, og de præcise informationer om hvem, hvad, hvor, skal du downloade Copenhagen Prides App. Her vil den fulde guide være at finde, så du kan orientere dig, samt planlægge dine dage, punkt for punkt. Den holdes løbende opdateret.
Appen fanger ikke alle begivenheder i byen, kun de officielle og indrapporterede. Så vi kan kun opfordre til at holde øjne og ører åbne, ikke mindst på de sociale medier. Her fortæller et hav af grupperinger, steder, organisationer og foreninger om deres Pride uge og aktiviteter.
Happy Pride til alle.