Site icon Out & About

Copenhagen Pride fordømmer aflysning af Istanbul Pride

Istanbul Pride
Istanbul politi nærer ingen sentimentale følelser for hverken regnbueflag eller mangfoldighed.
Foto: Ozan Kose

Myndighederne i Istanbul har nedlagt forbud mod afholdelse af Istanbul Pride, der var planlagt til at finde sted 26. juni, med den officielle begrundelse at sikkerheden og den offentlige ro og orden ikke kan garanteres. Copenhagen Pride fordømmer denne beslutning og opfordrer nu danske politikere til at gå i øjeblikkelig dialog med bystyret i Istanbul.

Kritisabel udvikling

Copenhagen Pride ser med bekymring på de seneste års udvikling i Tyrkiets største by, hvor LGBTQ-miljøet bliver beordret til tavshed og usynliggørelse. Siden 2003 har Istanbul Pride Parade fundet sted den sidste søndag i juni måned på fredelig vis. Men i 2015 blev paraden forsøgt aflyst fra myndighedernes side blot få timer før start, og aktivister blev mødt med vandkanoner og et særdeles aggressivt politiopbud, og nu i 2016 vælger guvernøren i Istanbul at nedlægge forbud med gennem-førslen af dette års parade. Søndag blev en transdemonstration i Istanbul mødt af gummikugler og tåregas.

“At nægte LGBTQ-personer at samles til en fredelig demonstration og kæmpe for bedre rettigheder ved at deltage i en prideparade er fuldstændig uacceptabelt og det ligner åbenlys politisk diskrimination af en minoritetsgruppe som i forvejen er ekstremt udsatte”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

Kræver politisk handling

Den officielle begrundelse fra Istanbuls bystyre er, at man er bekymret for sikkerheden og den offentlige ro og orden i forbindelse med Istanbul Pride, men den forklaring bliver ikke købt i København:

“Selvfølgelig er de tyrkiske myndigheder i stand til at beskytte en prideparade. Det her er manglende vilje og dårlige undskyldninger, og det ligner mest af alt et knæfald for de stærkt konservative og ultranationalistiske kræfter i landet, som modarbejder alt hvad der hedder LGBTQ-rettigheder og helt sikkert heller ikke bryder sig om, at datoen for Istanbul Pride i år falder under ramadanen”, siger Lars Henriksen, der nu opfordrer Københavns overborgmester Frank Jensen til at kontakte guvernøren i Istanbul.

“Jeg har kontaktet Frank Jensen, og opfordrer samtidig politikerne i Danmark til at kontakte tyrkerne og få det gjort helt tydeligt, at vi tager skarpt afstand fra beslut-ningen om at forbyde afholdelsen af pride i Istanbul”, afslutter Lars Henriksen.

Exit mobile version