Ifølge Copenhagen Pride gik omkring 30.000 med ved årets parade i København. Hvilket er flere end nogensinde før.
Den 15. august kulminerede Copenhagen Pride med årets store mangfoldighedsparade i København.
Paraden afgik fra Frederiksberg Rådhus, via Pile Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade og Vester Voldgade frem til Rådhuspladsen i København, en strækning på næsten fire kilometer.
Vejret var fint over 25 grader og perfekt for paradedeltagere med let eller ingen påklædning.
103 tilmeldte grupper
Ifølge Copenhagen Pride deltog omkring 30.000 i selve paraden, mens op mod 150.000 var på gaden for at opleve paraden.
Det er en klar deltagerrekord. I 2014 deltog omkring 21.000 i selve paraden, mens op mod 120.000 var på gaden.
103 grupperinger var tilmeldt paraden her i 2015. Ført i paraden kørte Copenhagen Pride selv, efterfulgt af Malmö Pride. Priderne i København og Malmø har i år arbejdet tæt sammen, og de to prider lå direkte i forlængelse af hinanden.
Fra SAS til Zoo
Blandt deltagerne var en lang række organisationer, heriblandt AIDS-Fondet, LGBT Danmark, LGBT Asylum, Pan Idræt og Lambda fra Fyn.
Men’s Bar deltog med en vogn med påskriften: ”Cheapest bar in town. In so many ways.” Derudover sås blandt andet Homoware, Jailhouse og aarhusianske GBAR, der havde hele to vogne med i paraden.
Fra erhvervslivet deltog SAS, Spies, Nykredit, Dansk Industri og den store pride-sponsor 7-Eleven. En del politiske partier gik også med (se side XX), og blandt de offentlige og selvejende institutioner sås Københavns Universitet, Folketeatret og Zoo.
Traditionen tro var der også gang i gadefesterne.
Læs også: Pridens historie i Danmark
Se også: 25.000 med i paraden: – Copenhagen Pride er en besked til Putin