Cirkus Summarum leverer endnu en gang en visuel og musikalsk fest for hele familien. Budskabet er klart: vi er bedst, når vi er sammen. Desværre spænder et svagt og uforløst manuskript ben for, at årets forestilling for alvor løfter sig helt til tops.
Cirkus Summarum universet hviler på et fundament, der er bundsolidt, efter mange års erfaring. Bundniveauer er stærk. Det er for mange en elsket totaloplevelse, der starter længe før, man overhovedet træder ind i selve teltet. Et overflødighedshorn af pladsaktiviteter og sanseindtryk, en gennemført legende visuel identitet og naturligvis den uundværlige genkendelighed i de elskede Ramasjangfigurer. De har familierne i deres hule hånd.
Årets forestilling skuffer da heller ikke på de ydre rammer. Man er underholdt fra start til slut. Humøret er som altid fristes man til at skrive, kæk og smittende. Der er absolut ingen tvivl om, at de tusindvis af børnefamilier, der kommer eller har været på besøg forlader pladsen med store smil.
Uforløst manuskript
Men når alt det er sagt, må man også konstatere, at det ikke er i år, holdet bag forestillingen har valgt at udfordre sig selv på det fortællemæssige plan. Handlingen er tyndbenet.
Den korte version er, at en ny pige, Selma, træder ind i cirkusteltet. Hun skal oplæres i manegen, men de forskellige cirkuslektioner går ikke helt vel og hendes forsøg ender lettere uheldigt. Da de andre viser tegn på frustration, føler Selma sig udenfor og ikke god nok. Hun giver op, føler ikke hun passer ind og forlader ubemærket cirkusset. Selvom de andre hurtigt fortryder, bliver kede af det og sætter alt ind på at vinde hende tilbage, formår forestillingen aldrig for alvor at gribe sit eget potentiale. Præmissen om inklusion og det svære møde med det nye er ellers fin og sympatisk. Problemet er bare, at man rent dramaturgisk og skuespilsmæssigt skøjter alt for let hen over de følelsesmæssige bump på vejen. Ja , faktisk bare handlingen generelt. Det bliver uforløst. For let.
Det betyder også, at de medvirkende og deres ellers stærke figurer aldrig rigtig kommer i spil på et dybere plan. Man mærker dem simpelthen ikke i fortællingens ramme. De er på, de leverer varen i form af upåklagelig energi, showmanship om man vil og kækhed. Men skuespillerne lades i stikken af et manuskript, der er både løst, overfladisk og en smule sløset. For eksempel slutningen. En, to, tre, vi kalder og Selma er tilbage. Dramaet udebliver.
De kan godt
Man har før vist, at Cirkus Summarum mestrer langt mere komplekse historier og en strammere instruktion. For eksempel kan man savne den knivskarpe styring, som man eksempelvis oplevede, da Pelle Emil Hebsgaard sidst gæstede manegen i rollen som den regelrette kommunemand. Hele sidehistorien om den nye cirkusdirektør og det formelle skifte fra kommunemand bliver for resten reelt heller aldrig brugt til noget konstruktivt i dette års forestilling.
De enkelte numre må heller end gerne stå i deres egen ret og hver i sær stikke i forskellige retninger. Men det fungerer absolut bedst, når de lige får en lille strejf af den overordnede handling. Hvis ikke andet så i start eller slutningen.Det bliver særligt tydeligt i de glimt, hvor konceptet rent faktisk lykkes: Som da Motor Mille udfører sit trapeznummer som en guldfisk, fordi Selma ved et uheld er kommet til at trylle hende om og igen senere, hvor en fuld fart frem fangeleg ( Mille der bliver jagtet af Cirkusdirektøren imens hun leder efter Selma) integreres fortrinsvis elegant i et tryllenummer ind og ud af forskellige remedierr. Her ser vi, hvad showet kan, når plottet og numre smelter bare en smule sammen.
Farverig fantasi
Et af højdepunkterne er skønne Line Bechs kostumer. Fuld af fantasi og masser af farver. Dejlige detaljer. Hun fanger en perfekt kreativitet der underbygger forestillingens legende og energiske tone, Cirkus Summarums kendetegn. Det er givende. Jo, jo lige numrene der stikker i forskellige retninger, følger kostumerne med. Så kigger man helt overordnet, bliver det lidt rodet og mange udtryk. Men det ændre ikke i udførelsen og berigelsen.
DR BigBand er altid en fryd. De giver det musikalsk svung og en sikker gevinst. Ros som altid. Det musikalske bliver fulgt op af effektive koreografier og de veloplagte og dygtige unge dansere.
Der er ingen tvivl om, at Cirkus Summarum leverer velsmurt og topprofessionel underholdning i særklasse. Med oplagte kunstnere, store smil og masser af grin bliver det hurtigt et hit hos det brede publikum. Man skal dog ikke forvente det store drama eller de dybe følelsesmæssige indslag.
Som skrevet er bundniveauet hos Cirkus Summarum højt. Man får vel produceret underholdning og en topprofessionel leveret oplevelse. Man kan godt glæde sig, man får gode grin, store smil og veloplagte kunstnere .Samle regnbuefamilien og få en på opleveren. Uden tvivl et hit hos mange. Og slet ikke dårligt. Men dramatikken og følelserne udebliver. Abrakadabra og simsalabim. Fire stjerner herfra.
Om forestillingen:
Det kreative team:
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Asta Gaardbo
Manuskript: Julie Ravnhøj
Scenograf: Line Bech
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Malte Oskar
Musikproducer: Adi Zukanovic
Kunstnerisk producent: Unni Ryding Schmidt
Medvirkende:
Mads Geertsen som Onkel Reje
Mikkel Lomborg som Hr. Skæg
Mille Gori som Motor Mille
Kristian Gintberg som Kristian
Sælma Alakhir som Selma
Pelle Emil Hebsgaard som cirkusdirektør