Interessant forestilling vil for meget, bliver diffust og rammer derfor forbi, trods den gode ide.
I et retroperspektiv mærkes der efter, hvor meget den teknologiske udvikling har fjernet vores evner til fordybelse, det fysiske og nærværet. I en ordløs forestilling, rejser en mand tilbage i tiden, her prøver han at huske hvordan tingende var, men det kommer kun frem i bidder, for det hele er blevet glemt i forbindelse med udviklingen.
Vi starter med hovedpersonen der står forrest i scenerummet. Her tømmer han sine lommer for mobiltelefoner i flertal og andre teknologiske elementer. Alle bliver de smidt ud i en skraldespand, inden at han føres tilbage i tiden, til 1969. Alt er pakket i plastik. Efterhånden som det ryger af, ser vi en lejlighed, klædt i de klassiske retrofarver og med alle elementerne fra tiden.
Glimt af nerve, men ej humor
Han går på opdagelse. Hovedpersonen er i et tomrum og ensom. Har han tabt sig selv fra dengang til nu? Han prøver i desperation at finde sig selv i tingene som gav ham nærvær dengang. Han ligger afstand til den nye teknologi, prøver at finde sig selv i det hele og prøver at skabe nærværet bl.a. med en robot klon af ham selv. I øjeblikkene med den mærkes forestillingen, her skabes der fine små øjeblikke der rør en. Spillet han skaber med dukken er fin og smuk. Her rammes der en nerve, og et spændingsfelt, der giver eftertanke ved beskueren. Her giver og tager teknologien, til hovedpersonen, i hans ensomhed.
Øyvind Kirchhoff, forestillingens eneste medvirkende mestre det mimiske greb til fulde. Det falder ham kropslig let og frit.
Men selv om, at han tydeligt mestre sine virkemidler og kan sit håndværk, bliver det hele lidt firkantet og lidt for meget ”jeg prøver”. Forestillingen kalder sig f.eks. en komedie, men grinene udebliver, det bliver kun til små smil, for den del af forestillingen letter aldrig, det bliver for tænkt og ikke flydende.
Vil for meget
Historien udebliver, den står stille og flytter sig ikke rigtigt, før kort til sidst, hvor klonen (eller hovedpersonens indre dæmoner/dilemmaer) bider igen. Ordene er mange hvis man går ind og læser om forestillingen inden. Det er store ord, men i selve forestillingen, har man har svært ved at finde ud af, hvad er det egentlig man vil med den meget knappe handling og hvor skal vi egentligt hen, eller have ud af det.
Tankerne bag og præmissen for forestillingen er god og spændende, men bliver ikke forløst. Det virker som om at man har gabt over for meget og ender imellem ikke bare to, men flere stole.
Tre stjerner herfra.
Forestilling af: Teatret Det Olske Orkester.
Spillested: Teater Katapult, Aarhus.
Instruktør: Lotte Faarup.
Skuespiller: Øyvind Kirchhoff.
Billetter og spilletider finder du her.
Læs også: Sommer i Tyrol – Halløj på Tyroler-hotellet, er en særdeles munter affære