Abdel – samtale-aktivisten fra Lærkevej

Alt begynder med samtale

– Er det tabuemner i minoritetsetniske kredse, eller er det bare noget, man ikke belemrer andre med?
”Ja og nej. Det har jo vist sig, at arabere og især kvinder taler meget mere om kærlighed og sex, end jeg oplever modne danske kvinder i den generation gør. Det er bare ikke noget man taler højt om, for det rager ikke andre. Jeg tror, min mor godt kunne have brugt, at andre havde gjort noget for hende, men at hun nu har indset, at hvis man vil ændre noget, så bliver man nødt til at gøre det selv.” Abdel understreger sin pointe ved at slå sin pegefinger insisterende ned i cafébordet inden han fortsætter:

”Jeg har altid undret mig, over dem der sidder i Aftenshowet, og fortæller om alt lige fra svære sygdomme til voldtægt. Hvad rager det os? Det har jeg forstået nu. Det er for at kunne komme videre, og for at vi kan udvikle os som samfund, har vi brug for, at nogen åbner samtalen. At nogen gider. Ellers tror alle – i hvert fald dem med minoritetsbaggrund har jeg opdaget – at de er de eneste, når deres børn kommer og fortæller, at de er homoseksuelle. Så siger de ”det er al den frihed du har fra Danmark, der er jo ikke andre.”

Mors tale har rykket meget

– Din mor deltog i marts i en ’Minority Talk’ arrangeret af Mino Danmark på Hovedbiblioteket og holdt en tale, der er blevet delt igen og igen på sociale medier. Har den rykket noget?
”Det var hendes første paneldebat nogensinde, og så blev hun spurgt, om det har været en kamp, som kvinde og som mor, at have en homoseksuel søn. Og begynder hun bare at tale, og jeg tror, hun må have øvet sig oppe i sit hoved mange gange, ligesom vi andre har øvet os i at springe ud”, fortæller Abdel, og er tydeligt stolt af sin mor:

”Det er ikke så usædvanligt efterhånden, at en fyr springer ud, men at en minoritetsmor på den måde… hun er nået meget længere på én generation i Danmark, end mange danske mødre er.”

– Der er mange, der spørger, om du har skrevet talen for hende?
”Nej nej, det har jeg ikke. For det var ikke en rigtig tale. Det var et svar på et spørgsmål, som hun har ventet på i lang tid, kan man tydeligt mærke. Jeg tror, hun talte til alle dem, hun ved har et problem med homoseksualitet. Jeg ved, at rigtig mange homoseksuelle har vist klippet til deres mødre. Både folk med minoritetsetnisk baggrund og danskere og det har startet en snak. Jeg kan slet ikke huske at have set noget, eller medvirket til noget der på den måde har rykket så meget. Det har hun gjort ved noget så simpelt, og ægte som den tale.”

”Perkerne” så ’Familien fra Lærkevej’

– Når du og din mor ud til de dele af det minoritetsetniske miljø, der har isoleret sig fra det danske samfund?
”Er der noget der har rykket i denne sag, så er det ’Familien fra Lærkevej’. Der har aldrig været så mange perkere, der har set så meget dansk tv som dér, haha. Det var forløsende at bygge op til afsnit fem, hvor jeg fortæller, at jeg er homoseksuel”, fortæller Abdel med et bredt smil der afslører bevidstheden om det store indtryk, han har gjort i mange miljøer med sin åbenhed. Men blikket bliver hurtigt mørkt, og han svarer insisterende på næste spørgsmål.

Majoriteten skal ind i kampen

– Hvordan bliver den umiddelbare chokeffekt omsat til en varig holdningsændring?
”Vi skal have majoriteten med. Det er dem, der har rykket, hver gang der er ændret noget ved det her samfund. Det var mændene, der gav kvinderne stemmeret, og det var heteroseksuelle, der gav homoseksuelle rettigheder. Det er majoritetsdanskeren der skal give minoritetsdanskeren plads og hjælpe dem. Så det er også dem, vi taler til, men vi gider ikke, at de skælder os ud, og fortæller os, hvad vi skal gøre, eller give os ”gode råd”. De fortæller os for eksempel, at vi skal have priden gennem Nørrebro, og hvis jeg var jer, ville jeg gøre sådan og sådan. Det er ikke dét, vi har brug for. Vi har brug for, at de stiller sig ved siden af os, og går med, og når de ser nogen råbe af os, i virkeligheden eller på sociale medier, så skal de tage kampen sammen med os, for de fleste bliver trætte, når de kæmper alene.

Kalkuleret strategi

– Du er et kendt ansigt hos Hr. og Fru Majoritets-Danmark, så da du springer ud, er du ikke bare en tilfældig homo, men ham den flinke de kender i forvejen. Har det været en fordel?
”Jeg vil gerne indrømme, at jeg har haft en strategi, som jeg nu er ved at nå til enden af. Det kan virke kalkuleret, og det er det også. Jeg var journalist i DR i 10-12 år, før jeg overhovedet ytrede mig om noget. Men stille og roligt begyndte jeg at mene noget, og så skrev jeg ’Hvor taler du flot dansk!’, og der var ikke ét ord om homoseksualitet. Der var mange etniske danskere, der syntes jeg talte deres sag, men jeg talte min egen, som de kunne spejle sig i. Derefter kom ’Familien fra Lærkevej’, og det blev nemmere at sælge budskabet, end hvis jeg havde startet med at sige, at jeg er homoseksuel. Mange ville være stået af fra start og sagt, at de ikke gider lytte til den svans. Men for dem der allerede har sagt, at jeg er sej, har købt min bog, kommet til mine foredrag, og delt links med mig, er det svært at komme bagefter, og sige jeg er fuld af lort.”

– Har du siddet for ti år siden og lagt en slagplan?
”Nej dog ikke, men da jeg begyndte at mene noget, vidste jeg også, hvordan rækkefølgen skulle være. Jeg blev samtidig udfordret af venner og journalister, der spurgte, hvorfor jeg ikke fortalte hele historien. Men jeg gjorde det i mit tempo, og ’Familien fra Lærkevej’ var startsamtalen, hvor jeg fortalte, at jeg er homo, og et års tid efter kom ’Helveds Homo’, som tog den svære samtale, og som lagde op til, at nu skal vi gøre noget, nu skal vi tage de svære samtaler.”