
Aarhus Teater leverer en visuelt overlegen og intenst spillet udgave af Henrik Ibsens Lille Eyolf. Men den konstante psykologiske tyngde savner små sprækker af luft, hvis publikum nemmere skal kunnes holdes helt fast hele vejen.
Henrik Ibsen er bombastisk i sin intensitet og vedholdende i sin kompromisløshed. Altid dragende, så man bliver suget ind, men også som i Maria Kjærgaard-Sunesens opsætning på Aarhus Teater altid på nippet til at være dræbende, så man bliver hægtet af. Den konstante, ensformige tone udfordrer en som publikum.
Altfortærende skyldfølelse
Lille Eyolf handler om ægteparret Alfred og Rita, hvis ægteskab skranter. De er ved at glide fra hinanden. Optaget af egne behov og kamp med og mod skyld, specielt i forhold til forældreskabet.
Deres søn Eyolf er som spæd blevet lam i det ene ben efter et fald fra et bord, mens forældrene var uopmærksom. De havde sex, var optagede af hinanden. I nuet bryder de sammen, da deres nu niårige søn, drukner i fjorden. Skyldfølelsen bliver altfortærende, samtidig med at de begynder at bebrejde hinanden. Gennem særdeles smertefulde konfrontationer tvinges de to til at se deres egen egoisme og manglende omsorg i øjnene. Til sidst indser de, at de ikke længere kan flygte fra deres ansvar eller deres efterhånden tomme ægteskab. De beslutter at prøve på ny. Prøve at finde en ny mening med livet.
Ulmende spændinger
Spændingerne mellem karaktererne, og skuespillerne ligeså, ulmer konstant. Spillet er realistisk og ensemblet forløser de tunge grundlæggende tematikker og tonen vel. Man mærker desperationen inden i dem, selvfølgelig specielt hos Mette Døssing (Rita) & Christian Hetland (Alfred). De er hele tiden i indre konflikt. Det er smertefuldt at opleve fra sidelinjen. Det er fremragende spil. Som søsteren til Alfred, Asta, leverer Mette Klakstein et ligeså intenst og nuanceret portræt af en kvinde fanget i sine egne følelser.
Oskar Bjarke Windfeld som Borgheim er den der har mindst at arbejde med, men han markerer sig alligevel fint. Bodil Lassen giver Rottejomfruen den rette mystiske distance. Hun er tilstede og spiller mundharmonika når det slår revner og tingene pibler ud.
Kontrasterne i forestillingen er næsten ikke tilstede. Det er den samme tunge og fyldige tone der leveres. Han er en tung herre ham Ibsen. Der ikke mange åndehuller i stykket eller iscenesættelsen. Det er dragende. Men det gør det også svært at holde sig helt fast som publikum. At holde ved og ikke at blive hægtet af. Jeg beder ikke om stor komik eller et indskudt lyserødt univers. Men blot lidt steder at kunne trække luft undervejs. Bittesmå levende kontraster. Det vil også give en my flere nuancer uden at gå på kompromis med tyngede nerve.
Et knivskarpt nordisk udtryk
Visuelt rammes den nordiske stil, som er velkendt fra mange psykologiske dramaer, krimifilm og -serier. Minimalistisk og råt. Scenografien er af Palle Steen Christensen. Vi er i et arkitekttegnet hus, skåret ind i en klippe på fjeldet. Udsigten er gråblå bjergtoppe, men det hele kan lukkes sammen, så blot en lang, gold og mørk klippevæg udgør baggrunden. Samtidig skaber lyddesigner Aki Shiraishi Bech i samspil med komponist Anders Ortman et poetisk, melankolsk og urovækkende lydbillede. Lysdesignet af Clement Irbil forstærker udtrykket med en smuk, omfavnende og naturtro solnedgang, mens lyset ellers holdes koldt i de klassiske blå, grå og grønne nuancer. Det blotlægger de minimalistiske scenebilleder og bliver ekstra skarpt og skyggefuldt, når klippevæggen står alene. Gennem tåge og flimrende vandafspejlinger trækkes fjorden og dens uhygge helt ind i rummet. Kostumerne er nutidige og med en jordbunden farveskala.
Alt i alt står det visuelle udtryk knivskarpt. Scenografi, lys og lyd smelter sammen til en stærk sanselig medspiller.
Aarhus Teaters Lille Eyolf kræver sin tilskuer og nægter at give ved dørene. Manglen på kontraster koster dog det sidste nøk op mod toppen, men det ret hudløse intense skuespil og det knivskarpe visuelle udtryk gør alligevel forestillingen til en stærk og ganske vedkommende teateroplevelse. Fire stjerner.
Bag om forestillingen
Lille Eyolf af Henrik Ibsen.
Bearbejdelse, oversættelse & iscenesættelse: Maria Kjærgaard-Sunesen.
Scenografi & kostumedesign: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Clement Irbil.
Lyddesign: Aki Shiraishi Bech.
Komponist: Anders Ortman.
Medvirkende: Mette Døssing, Christian Hetland, Mette Klakstein, Oskar Bjarke Windfeld, Bodil Lassen, Atlas Louis Lundbye / Aske Ellermann Brun.
